©  Foto:

Himmelbjerget

Ved den idylske stationsby Ry tæt på Skanderborg ligger Himmelbjerget - et af de mest ikoniske steder i Danmarks smukke Søhøjland. Tag en tur til toppen af tårnet og nyd den betagende udsigt over Julsø, skovene og det charmerende landskab. Udforsk den fascinerende historie om demokratiets fødsel og opdag, hvordan dette sted har spillet en vigtig rolle i Danmarks historie.

Himmelbjerget blev frem til midten af 1800-tallet opfattet som Danmarks højeste punkt. Med sine 147 meter over havet er det sagnomspundne Himmelbjerg bestemt også en imponerende kæmpe, og den får tilføjet bjergromantik af den stejle bakke ned mod den smukke Julsø.

På toppen af Himmelbjerget står Himmelbjergtårnet, der er 25 m højt og rejst som minde over kong Frederik den syvende, der den 5. juni 1849 gav det danske folk dets frie forfatning.

Det er dog ikke kun fra selve Himmelbjerget, du har mulighed for at nyde en fantastisk udsigt. Skovene syd for selve bjerget gemmer på flere fantastiske udsigtspunkter og gode muligheder for at komme væk fra de livlige besøgsområder.

Gå- og vandreture

Området omkring Himmelbjerget har et stort og mangfoldigt stisystem, hvor du kan gå både mindre rundture eller sammensætte længere ture ved at kombinere flere ruter sammen. Du kan få et godt overblik over de markerede vandrestier i Naturstyrelsens folder Himmelbjerget, Sletten og Slåensø

Besøg også BestigBjerge.dk, kast dig ud i den 52 km lange Himmelbjergrute rundt om søerne, eller lad dig inspirere af de mange andre aktiviteter i Søhøjlandet her. 

Historien om Himmelbjerget

Selve navnet Himmelbjerget optræder på skrift allerede i begyndelsen af 1700-tallet, hvor der blev afholdt en dramatisk ulvejagt på bjerget. Det er altså et gammelt lokalt stednavn og ikke en romantisk betegnelse indført af de første turister.

Himmelbjerget har gennem generationer været et yndet udflugtsmål og allerede i slutningen af 1830’erne gjorde digterpræsten St. St. Blicher bjerget berømt som rammen om sine folkemøder. Nu om dage mødes folk stadig på bjerget for at hylde demokratiet og grundloven. Landskabsmalerne udbredte kendskabet til stedets herligheder gennem deres skildringer af bakker, skove og udsigter. Siden kom ølboder, pavilionner, hotel, iskiosker og souvenirbutikker til.

Ved at studere mindestenene på Himmelbjerget kan man også få indsigt i, hvordan Det danske Riges Grundlov blev til – og endda få historien lige i øret som en podcast. Læs og hør f.eks. mere om St. St. Blichers mindesmærke på Himmelbjerget, eller læs mere om Kvinde Egen, som blev plantet i 1915.  

Guden Heimdal, Asgård og Himmelbjerget

Himmelbjerget er ifølge nordisk mytologi det højeste bjerg i gudernes verden, kendt som Asgård. Ifølge myten bor guden Heimdal på Himmelbjerget og vogter over Asgård for enden af regnbuen Bifrost, for at forhindre jætter i at snige sig ind.

Sejltur med Hjejlen 

Kombinér oplevelsen med en tur i en af Hjejlebådene, som det har været skik siden 1861.

Hjejleselskabet har siden 1861 sejlet turister til Himmelbjerget. Derfor har der også helt tilbage i 1800 tallet eksisteret souvenirboder på stedet. Det var dengang en udløber af lokalområdets træskoproduktion, hvor træskokarlene snittede små figurer og "Himmelbjergstokke", som blev solgt til turisterne.

Se sejltider og køb billet her

Hvilket bjerg er så højest i Danmark?

Med moderne måleredskaber har man fundet frem til, at det er Møllehøj (170,86), Yding Skovhøj (170,77) og Ejer Bavnehøj (170,35), der er de højeste punkter i Danmark - og alle ligger de i Søhøjlandet.

Læs mere om Søhøjlandes bjerge her.

Se, hvad andre deler på Instagram

#himmelbjerget #danmarkssmukkeste #visitdanmarkssmukkeste

Del dine oplevelser med os #danmarkssmukkeste :

Skanderborg © 2024
Danish